Verden er mit klasseværelse

Vi rejser med børn og unge til en helt anden verden og    lader dem opleve sig selv i et kaos, hvor de pludselig bliver gode til at navigere.

Vi bygger relationer – ikke kun gennem terapeutiske     samtaler, men gennem en seriøs, munter og udfordrende hverdag tæt med de voksne, som nyder rejsen lige så meget som de unge.

Vi er sammen med de unge i en verden, der er ny for os alle sammen og er meget mere på lige fod samtidig med, at de unge ved, at vi har styr på rejsen og på os alle sammen. Vi tager den grundige samtale, vi lytter, vi løser problemer og hjælper de unge til at løse deres egne problemer.

De unge udvikler sig i processen, hvor fælleskabet vokser, og hvor de i høj grad skal tilsidesætte egne behov, for at tilgodese det fælles. Vi er sammen hele døgnet, hvilket betyder, at man lærer noget om sig selv, og der sker en forandring.

Den socialpædagogiske praksis ligner på mange måder det, vi alle sammen gør i vores daglige liv. Den socialpædagogiske faglighed har hverdagslivet (civilsamfundet og vores livsverden) som model, men socialpædagogikken skal også bibringe de bedste kvaliteter, vi kender fra vores private livsverden, og det kræver faglighed at skabe et velfungerende hverdagsliv for mennesker med særlige behov og udfordringer.