I en dialektisk forståelse fokuseres der på det tosidige eller mangesidige i relationer, både i den forstand at vi ikke kan tænke enten-eller, men både-og, og at sider i relationer (og selvbevidstheden) er gensidige, skaber hinandens forudsætninger og henviser til hinanden. Vi er unikke, men står samtidig i gensidig forhold til andre.
Gennem liver påvirker, og påvirkes vi af de samspil og relationer vi indgår i. Derfor skærpes opmærksomheden omkring, hvad pædagogen selv bidrager med i samspil og relationer med de unge.
Vi er hele tiden i bevægelse med andres bevægelser på godt og ondt i et samspli, hvor vi gensidigt skaber hinanden forudsætninger og udviklinger i det relationelle rum.
Der er stor sammenhæng mellem individets tilstand og den måde individet bliver mødt på. I denne anskuelse åbner der sig udviklingsmuligheder for pædagogen, der ved at justere sit bidrag i samspillet kan skabe nye forudsætninger for den unge, og at pædagogen har vilje til at se på sit eget bidrag.
Vi tilstræber at have en blandet personalegruppe, hvor forskelligheder vægtes højt. Dette for at sikre, at de unge i højere grad har mulighed for, at finde en voksen de særlig godt kan lide, og dermed vil og kan betro sig til. Vores personale er gennemgående, hvilket giver mulighed for stabile relationer og identifikationsmodeller.
Der lægges vægt på, at de unge i pædagogikken ikke ”kategoriseres eller defineres” ud fra diagnoser, tilstande, adfærd el.lign. ”Objektgøres” den unge, så begrænser vi den unges udfoldelsesmuligheder, og risikerer, at henvise alle reaktioner til denne ”kategori” – Dermed bliver alt nysgerrighed på den unges subjektivitet overflødig.
Når vi arbejder relationelt, så er det i alle relationer, altså både i forhold til ung-ung, ung-voksen, forældresamarbejde og i relationen mellem barn og forældre. I denne sammenhæg, arbejdes der ligeledes med at den unge får en realistisk forventning til udbyttet af relationen.
Vi er nysgerrige på den enkelte unge, vi stiller spørgsmål, når der er noget vi ikke ved.
Vi undrer os højlydt, så hypoteser ikke pludselig er blevet til sandheder.
Vi ses kritisk på hinandens praksis, og samarbejder konstruktivt i forhold til, at sikre en åben, anerkendende tilgang, hvor det subjektive er i centrum.
Personalet fastholder tilgangen under personalemøder, hvor der løbende sker drøftelser af de unges aktuelle status samt kollegial supervision.