Det giver mening at tage udgangspunkt i det, der virker.

Altså at sætte positivt og anerkendende fokus på de unges ressourcer.

Samtidig skal der skabes forståelse for, at der også kan være tale om særlige udfordringer og behov i de menneskelige grundvilkår. At nogle unge faktisk må nyde inden de kan yde.

Anerkendelsen giver basis for, at vi kan udvikle vores selvfølelse, vores sociale kompetencer og alt det andet, vi er som mennesker.

Anerkendelse er at se og acceptere det der er.

Det giver mening at bruge hovedet, altså det kognitive, og bruge dette til at se sammenhænge mellem tankesæt og de følelsesmæssige reaktioner.

Det går kort sagt ud på, at lære at det “ikke er hvordan man har det”, men “hvordan man tager det”.

Vi ser naturligvis på de unge individuelt, og ved også at vi i vores arbejde med dem skal have

Forskellige fokus på henholdsvis det kognitive, det ressourcefokuserede og det anerkendende.

Nogle unge kan ikke bare umiddelbart bruge den kognitive tilgang til noget de har måske brug for en anden tilgang i en periode.

Men overordnet set passer KRAP modellen fint til vores menneskesyn.