Verden er mit klasseværelse

Vi bliver mange gange spurgt, hvad vi er gode til. I det socialpædagogiske arbejde taler vi ofte om styrker og svagheder. Vi taler om, at vi skal være faglige, og at kvalifikationerne skal være i orden. Som socialarbejdere er vi meget seriøse i arbejdet med de unges handleplaner og udviklingsplaner. Det er nogle af vores redskaber i arbejdet med vores børn og unge – et arbejde der kræver vores respekt og ydmyghed, vores tålmodighed, kreativitet og også kræver, at vi er vilde i varmen  for at nå vores mål.

Vi kan og vi vil – det skaber udvikling og trivsel.

Vi rejser med børn og unge til en helt anden verden og lader dem opleve sig selv i et kaos, hvor de pludselig bliver gode til at navigere.

Vi bygger relationer – ikke kun gennem terapeutiske samtaler, men gennem en seriøs, munter og udfordrende hverdag tæt med de voksne, som nyder rejsen lige så meget som de unge.

Vi er sammen med de unge i en verden, der er ny for os alle sammen og er meget mere på lige fod samtidig med, at de unge ved, at vi har styr på rejsen og på os alle sammen. Vi tager den grundige samtale, vi lytter, vi løser problemer og hjælper de unge til at løse deres egne problemer.

De unge udvikler sig i processen, hvor fælleskabet vokser, og hvor de i høj grad skal tilsidesætte egne behov, for at tilgodese det fælles. Vi er sammen hele døgnet, hvilket betyder, at man lærer noget om sig selv, og der sker en forandring.